Min historie

voresHjerte.dk er min historie om, hvordan mit hjerte på få minutter blev til vores hjerte. Når jeg skriver vores hjerte hænger det sammen med, at min familie, venner og bekendte pludselig blev en meget stor del af mit hjerte.

Jeg har valgt at dele min historie, ikke for at jeg som sådan har brug for det, men for at få en dialog omkring det liv, man lever som hjertepatient.

Hvad betyder det at være hjertepatient som ganske ung, hvordan udvikler det sig, og hvordan har det betydning for det liv, man levede igår, som nu har ændret sig på få minutter til livet i dag.

Det er vigtigt at slå helt fast, at hvad der findes og er skrevet på voresHjerte.dk, er ikke skrevet af læger eller andre fra sundhedsvæsenet, så det er udelukkende baseret på private erfaringer fra mig, min familie og venner samt eventuelle andre, som vil være med til at dele sine erfaringer i mit forum.
voresHjerte.dk kan under ingen omstændigheder erstatte den lægefaglige ekspertise og de råd der gives på vores site må kun bruges som supplement og aldrig istedet for lægefagligt rådgivning.

Jeg er ikke betalt af nogen, så mine erfaringer bygger helt og alene på det liv, jeg har levet som hjertepatient, og det har bestemt ikke til hensigt at genere nogle.
Jeg håber, mange vil støtte op omkring min hjemmeside, og være en del af noget større.

Alle er meget velkommen uanset alder eller køn – det er voresHjerte